Under denne overskrift vil jeg berette om ting som jeg har gennemlevet i perioden fra efteråret 2004 og til foråret 2006.
I august 2004 begyndte jeg på seminariet i Jelling, for at tage "Voksen underviser uddannelsen".
Det er en uddannelse som indbefatter fagene pædagogik, didaktik, sociologi og psykologi.
Uddannelsen strakte sig over halvandet år.
I sådant et forløb, bliver man voldsomt påvirket af at skulle stille sig selv til skue, og skulle analysere sig selv som underviser.
Hvordan virker du på dine kursister?
hvordan er din motivation, og hvordan bringer du din viden til dine kursister?
hvordan tager du højde for den enkelte kursists læringsproces?
I det hele taget at være til stede som lærer i en undervisnings situation hvor der både bliver taget højde for den personlige, sociale og den faglige dimension.
Godt kommet igang med uddannelsen, blev jeg pludselig syg.
Jeg fik nogle voldsomme smerter i brystregionen, og måt tilkalde en ambulance.
Den kørte mig til Grindsted sygehus, som heldigvis ligger ganske kort fra hvor jeg bor, men på Grindsted sygehus mente man situationen var så alvorlig, at de måtte sende mig videre til Odense universitetshospital for at blive undersøgt nærmere.
De frygtede at det handlede om en blodprop i hjertet, og med udrykning blev jeg kørt til Odense.
Ikke 3 uger forinden, var en af mine bekendte kørt samme tur, men døde på turen, så det var et voldsomt chock for mig!
Men vel anbragt i ambulancen med iltapparat og blodtryksapparat og måleudstyr til at registrere hjertet med, kørte vi afsted, og jeg bad til min Herre og Frelser Jesus, min kære Far i Himmelen, og hans Hellige Ånd, som er vores trøster både i liv og i død, og spurgte: "Herre, vil du virkelig at jeg allerede skal herfra nu?"
Ufattelig hurtigt, næsten omgående, lød svaret: "Hans Pauli, du skal ikke herfra nu, vær rolig, frygt ikke, lyt til din vejrtrækning gennem iltapparatet, og så længe som du hører noget, lever du!"
Jeg falt til ro, hvilede i min Fader og Frelsers kærlighed, og det er mit indtryk, at alle måleinstrumenter tydeligt viste, at jeg havde fået fred, og ikke længere frygtede for hvad der skulle ske.
Turen til Odense blev besværliggjort af en tæt tåge, og et utroligt regnvejr, som gjorde at ambulancen ikke kunne køre med fuld fart, men det spillede ikke nogen rolle for mig, for jeg havde fået fred og vished om min situation.
Ankommet til Odense, blev jeg straks kørt ind til undersøgelse, hvor de åbnede en hoved blodåre i lysken, og gennem den kørte et mikrokamera op gennem blodåren, for at se hvordan situationen i hjertet var.
Det var ikke nogen grim oplevelse, det eneste som jeg følte, var en slags sugen i maveregionen da kameraet blev ført op gennem åren.
Min glæde og taknemmelighed til Gud var stor, da jeg fik at vide, at der hverken var forkalkninger, indsnævringer eller propper at se i hjertet, men at det var noget af det flotteste som de havde set!
Jeg havde ikke blodprop!
men umiskendeligt så havde jeg stadig stærke smerter.
Jeg blev undersøgt videre på Odense universitetshospital, om der var noget omkring lungerne, men heller ikke her fandt de noget.
Så jeg blev kørt tilbage til Grindsted sygehus, hvor de fortsatte undeersøgelserne, med at finde ud af, hvad der var årsag til mine kraftige smerter.
De viste sig, at jeg havde adskillige sten i galdeblæren.
Der kunne ikke blive tale om operation med det samme, for området var betændt, og det ville ikke være muligt at få det til at gro sammen efter operationen hvis den blev foretaget straks.
Der blev derfor gjort anstaltninger til at få ro omkring galdeblæren, så jeg kunne leve og fungere, trods galdesten.
Desværre ville de ikke holde sig i ro, og hver gang en sten ville passere gennem blærehalsen, forvoldte det kraftige smerter.
Efter operationen blev jeg udskrefet fjerde dagen, og kunne tage fat på at skrive min opgave, som jo snart skulle afleveres.
Det nåede jeg også, og efter at have fået godkendt opgaven og været oppe til førstedels eksamen, så kunne jeg fortsætte udannelsen.
Nu så alt noget lysere ud, selv om uddannelsen krævede virkelig meget af alle på holdet, så havde vi fået dannet et unikt sammenhold og tillidsforhold, der gjorde, at alle støttede hinanden, og var der for hinanden.
Vi havde en konference på internettet, hvor vi kunne informere hinanden og lærerne lægge informationer ud på, så de som havde været forhindret i at møde en gang, også kunne få adgang til det materiale som var blevet udleferet.
Det var et fantastisk forum at have, så man ikke gik glip af andet end det sociale samvær, når man var forhindret i at møde en gang imellem.
Tiden gik, og efter sommerferien skulle vi så til at forberede den sidste praktik og deraf den endelige opgave.
Det var en tid, hvor vi oplevede at det tætte sammenhold som vi på holdet havde haft, begyndte at smuldre, fordi vi nu gik med hver vores projekt i tankerne, og i modsætning til de tidligere praktikker, hvor vi havde været i praktik i grupper, så var det for de flestes vedkommende et soloprojekt som de gav sig i kast med.
Jeg havde i de foregående praktikker været i praktik sammen med Gert, som også er synshandicappet, og vi valgte igen at gå sammen i den sidste.
Vi valgte at lave et projekt, hvor vi ville analysere studiemulighederne for synshandicappede i dagens Danmark, og tog udgangspunkt i det nye lydbogsformat som er på cd, og som hedder Daysi.
Samtidig valgte vi at lave en kortfattet brugervejledning til apparatet Plextalk PTR1, som er et virkelig godt jjælpemiddel for synshandicappede studerende.
Vi var i praktik i København, på Institut for Blinde og Svagsynede, det meste af november måned.
Bortset fra nogle tandproblemer så gik forløbet glat, men da vi skulle til at skrive vores opgave, da slog mit liv knuder igen!
Selve operationen for diskospolaps gik godt, alt lykkedes til fulde.
Men det havde en bivirkning.
Da jeg vågnede op efter operationen, var jeg fuldstændig følelsesløs i begge arme, helt fra skuldrene og helt ud i fingrene!
Da jeg er fuldstændig blind, var dette ligesom at tage synet fra mig for anden gang.
Jeg var dyvbt fortvivlet, og råbte i min nød til Gud!
Jeg anede ikke hvordan jeg overhovedet skulle kunne klare mig selv fremover, og så spøgelsesbilleder af min tilværelse på et plejehjem.
Igen kan jeg takke og prise Gud, for at han er nådig og trofast, og aldrig svigter når nøden er størst, for langsomt kom følelsen tilbage og i dag kan jeg næsten føle lige så godt som jeg kunne inden operationen.
Årsagen til denne situation var, at jeg under operationen af sikkerhedsårsager havde været bundet op på arme og ben, for ikke at der kunne opstå spjæt fra kroppen, da lægen arbejdede lige uden på rygmarven.
Gik der hul på den, kunne det blive uheldigt, og give livslange konsekvenser.
Sygehusene er meget hurtige til at udskrive folk, for at de kan være så effektive som muligt.
Tredje dag blev jeg udskrevet, og jeg anede ikke mine levende råd, om hvordan jeg skulle kunne klare mig alene, når jeg intet kunne føle med arme hænder og fingre, og knapt kunne gå så langt som på toilettet.
Der blev lovet mig hjemmehjælp, men der ville blive utrolig mange timer i ensomhed alligevel.
Igen kom min Herre, frelser og Gud mig til jjælp, og inspireret af hans Hellige Ånd, så ringede jeg til min egen kommunelæge, og forelagde ham sagen.
Han skaffede mig en aflastningsplads på et af byens plejehjem, og eftr at have været der i 12 dage, var jeg kommet så langt, at jeg kunne binde an på at komme hjem og klare mig selv igen!
Jeg må konstatere, at har man trro til Gud, og stoler på hans kærlighed, så svigter han aldrig, selv om situationen kan se nok så sort ud, der er altid håb, og for Gud er alle ting mulige!
Jeg har oplevet meget i mit 49 årige liv, og det har mange gange set sort ud, men jeg har aldrig oplevet at Herren har svigtet mig, men jeg kan udelukkende vidne om hans trofasthed, for den varer fra evighed og til evighed, og hører aldrig op!
Han har altid været med mig, han har altid hjulpet mig, og jeg forundres over hans store kærlige nåde og barmhjertighed, som han har til os alle!
Det er troen i vores hjerte som behager Gud, og når vi vælger at stole og tro på ham, så kan han ikke andet end at gribe ind, og hjælpe os, også selv når det ser aller sortest ud!
Uanset hvad vi skal opleve her i livet, så er det ingenting i forhold til den velsignelse som venter os i al evighed hjemme i Guds herlighed, og hvor alt hvad vi har lidt her i livet, intet har at sige, imod den velsignelse som vi skal leve i, i al evighed!
Bevar troen, den er den kostbareste perle som findes!